Tivolis Akvarium

Et væld af farvestrålende koralrevsfisk.

Oplev Tivolis 30 meter lange tropiske koralrevsakvarium, hvor over 100 forskellige fiskearter lever sammen. Her kan du både se hajer, rokker, muræner og et væld af farvestrålende koralrevsfisk, men tag dig god tid, for det kan godt vare lidt inden du har fået øje på dem alle sammen. Du kan også møde vores piratfisk, der lurer i deres egne akvarier, på den modsatte side af  lokalet.

Akvarierne fodres hver dag kl. 13 og her vil du også kunne høre om dyrene og deres forunderlige verden. Bemærk venligst, at Akvariet og Akvariefoyeren er lukket i forbindelse med forestillinger, koncerter eller særlige arrangementer i Koncertsalen. Se under ”program”, for dagens program.

Læs mere om, hvordan du kan leje Tivolis Akvarium til selskaber, bryllup, firmaarrangementer etc. NB. Akvariet kan være lukket under særlige omstændigheder.

Koralrev

Tropiske koralrev er nok de økosystemer i verden, der rummer flest forskellige arter. Når det gælder mangfoldighed er det kun regnskoven, der kommer op på siden af koralrevet.

Koraller hører til gruppen af hvirvelløse dyr. På jorden kender vi til ca. 1,1 million dyrearter. Af disse 1,1 million arter er den 1 million hvirvelløse dyr. Koraller er polypdyr, der er i familie med søanemoner og vandmænd.

På koralrevet findes der 4 forskellige koraltyper - stenkoraller, læderkoraller, blødkoraller og hornkoraller. Det er stenkorallerne, der hovedsagelig er skyld i opbygningen af et rev. Når stenkoraller vokser, binder de kalken fra vandet og danner et kalkskelet. Når korallen dør, står skelettet tilbage, og oven på det vokser der nye koraller.

Korallerne fra et tropisk rev lever i symbiose med små alger, der hedder zooexantheller, som de dyrker inde i deres hud. Algen lever af sollys og laver fotosyntese. Affaldsstoffer fra algen, som er nogle sukkerforbindelser, overføres til korallen. Disse sukkerforbindelser er korallens hovednæringskilde. Resten af deres energibehov får de dækket ved at fange mikroskopiske smådyr (zooplankton) om natten med deres fangarme.

Åbningstider

Akvariet åbner kl. 12.30.

Loading icon
Tap for at aktivere kortet