Når der var mulighed for det, indøvede orkestret internationale værker, symfonier af store komponister, som de præsenterede for Tivolis gæster lidt efter lidt. På den måde fik almindelige mennesker mulighed for at lytte til det, vi i dag kalder klassisk musik. Det kunne de ellers ikke.

Ovre på Theatret, Pantomimeteatret, var man begyndt at spille revy, der var en ret ny teatergenre på det tidspunkt. Men det er ikke helt let at spille den slags udendørs uden elektrisk forstærkning af stemmerne, så revyerne rykkede indendørs, blandt andet i Koncertsalen.

Selv om Lumbye var borte, var orkestret og musikken så stort et tilløbsstykke, at man havde brug for en større sal, så i 1902 foretog man et af de tryllenumre, der siden er blevet typisk for Tivoli. En ny, flot koncertsal var blevet opført centralt i Tivoli; et imponerende persisk palads med en rigt dekoreret sal og restaurant på balkonen. Den skulle naturligvis hedde Koncertsalen og vupti blev den gamle bygning omdøbt til Glassalen. – Sådan er navne blevet brugt, flyttet og genbrugt lige siden.