Pantomimeteatret er med det særlige fortæppe formet som en påfugls hale formentlig det eneste teater i verden, hvor tæppet går ned, når det går op. Med alle sine kineserier og fantasifulde udsmykninger er det den perfekte ramme om en række eventyrlige forestillinger, hvor de unge elskende må kæmpe for deres kærlighed, og hvor det gode altid sejrer til sidst.
Intet andet sted i verden finder man et teater magen til Pantomimeteatret. Det samme gælder for teatrets klassiske pantomimeforestillinger. De ældste af dem repræsenterer en ubrudt dansk tradition på mere end 200 år.
I alt er der bevaret 16 forskellige forestillinger, der spilles løbende. Fælles for dem alle er, at de unge elskende, Harlekin og Columbine, kæmper for kærlighed, mens Columbines far, Kassander, og hans tjener, den hvide Pjerrot, gør alt hvad de kan for at forhindre det.
Men Pantomimeteatret er også mere end klassiske pantomimer, idet der siden 1911 regelmæssigt har været opfør balletter på teatret, gerne med historier fra Tivoli eller eventyrets verden. Ikke mindst H.C. Andersen har været flittigt benyttet som forlæg.
Pantomimeteatret er et stykke kulturhistorie, hvor kunsten lever og videreudvikler sig. Det er et sted, hvor vi alle kan dele eventyrets glæder sammen.
Har du lyst til at læse mere om Pantomimeteatret og Tivolis ikoner kan du hente Pantomime-hæftet.